12-5-07 Sunny får sin Mr. Bunny

Så var dagen kommet hvor vi skulle se Sunny (og 11 andre) blive gift med deres hjertes udkårne. Dagen startede kl. 6.15, hvor mit vækkeur brutalt kaldte mig ud af min søde søvn. Vi har blevet inviteret ud til Sunny før ceremonien, for at se hende gøre sig klar og hilse på hendes familie. Vi ankom i to taxier og en af Sunnys venner viste os op i Sunnys forældres lejlighed. I Kina bor man normalt hjemme indtil man bliver gift, også selvom man er en 26 årig kontaktperson for 9 skøre danskere.

-

Vores første glimt af Mr. Bunny er det i ser på første billede: inde i limousinen. Han er vist nogle år ældre end Sunny, og meget business-agtig at se på, men meget flink efter hvad jeg kunne forstå, han snakkede ikke rigtig med os. Efter brudeparret var blevet velanbragt i deres lift, blev vi vist hen til en minibus, de have organiseret til os. Virkelig god service! Bussen tog os ud til stedet hvor selve massebrylluppet skulle foregå.

-

Da vi kom frem blæste det en halv pelikan, så alle ballonerne og resten af pynten dansede lystigt rundt, det så helt vildt ud. Der var rigtig mange mennesker og også et tv-hold. Sunnys mor blev faktisk interviewet, med 5-6 af os danskere stillet op i baggrunden. Vi ventede et stykke tid på de mange brudepar, mens vi hørte på høj kinesisk musik og prøvede at forhindre vores kjoler i at flyve op over hovedet på os. Efter en halv times tid kom parrene skridtende op af den sti vi selv var kommet af, til lyden af den kinesiske udgave af bryllupssangen. De var allesammen rigtig flotte (INGEN i hvid), dog var Sunny nok den der var mest festlig, i hendes smørgule, stropløse kjole med krinoline, blonder og palietter. Sunny og Bunny blev også interviewet af tv-holdet (som det eneste brudepar), og så tog vi minebussen videre til restauranten, hvor den private ceremone skulle foregå.
-

Vi ankom til restauranten, hvor der var fint pyntet op med blomsterranker og en hjerte omringet af en lyserød fjerboa, hvori ordet wedding blinkede. Nu blev vi vist ind i et lille banketrum, hvor det kun var os der sad. Der var der lidt forfriskninger i form af sodavand, øl, slik, nødder og gratis cigaretter (meget kinesisk). Sjovt var det at cigaretterne var af mærket Double happiness :-) Anders sagde nu, efter at havde prøvet dem, at der ikke var mere happiness i dem end så mange andre cigaretter. Efter en halv times tid i karantæne, blev vi hentet ud igen. Sunny havde skiftet kjole og var nu i det helt store skrud. Ved siden af bryllupsarrangementet var et lærred på fod stillet op. På dette kørte brudeparret bryllupsvideo, som er meget populære i Kina. Det er ligesom et diasshow med parret sammen og hver for sig, i alverdens forskellige outfit. Rigtig flotte billeder, men ualmindlig opstillet: Bunny i traditonel kinesisk folkedragt, Sunny der knyger en teddy bamse ind til sig, brudeparret der står på en øde ø og så videre (tjek film på http://picasaweb.google.com/rosanielsen ). Musikken begyndte at spille og parret kom gående ned af en lang trappe. Nu kom noget der mindede lidt om hvordan det foregår i en dansk kirke, de sagde vist begge ja til hinanden. Men så holdt lighederne også op. For nu kom de tos arbejdsgivere på scenen for at holde en lille tale!? I det hele taget blev der holdt mange tale, idet begges forældre jo også lige skulle sige noget.

-

Efter ceremonien var det vores tur på scenen, vi havde lovet Sunny at synge en lille dansk sang for hende. Valget var faldet på Jeg Plukker Fløjlsgræs, pga. den smukke melodi. Vi sang vores sang og kineserne var yderst tilfredse, selvom vi allesammen var lidt nervøse. Efter vores optræden blev vi igen ført ind i et banket rum (dog et nyt), hvor vi skulle have noget at spise.
Vores kære ven Queen Bee gjorde os selvskab. En gang imellem kom Sunny ind og hilste på, og det var i det hele taget virkelig hyggeligt. Vi tog hjem ved en 2-3 tiden om eftermiddagen.

-

-

Lesson learned: No wonder at der er så mange unge kinesiske par i parkerne, når de bor hjemme til de bliver gift.

3-5-07 Hjem før planlagt

Sunny spurgte os tidligere på ugen om vi det var okay hvis vi tog hjem torsdag eftermiddag i stedet for fredag morgen, idet hun egentlig ikke synes at det vi skulle se torsdag eftermiddag var specielt spændende. Vi gik med til det, nok fordi vi var træt af både de tidlige morgenvækninger og Queen Bee som havde bestilt dem.

-

Så denne dag var vores sidste på turen. Vi skulle ud og se et eller andet tempel, som jeg stadig ikke ved hvad var der for, men det var ihvertfald flot og lå ned til vandet. Det var traditionelt kinesisk opbygget med en masse små bygninger hvor man kunne kigge ind. Det nye var dog at disse tempelbygninger var fyldt med nymodernea statuer, i alverdens mårkelig farver. Nogle af dem var faktisk lidt uhyggelige. Rundt om tempelbygningerne var der en dejlig park, som jeg nød at tulle rundt i. Jeg gik ned til vandet og ud på en slags mur, som faktisk viste sig at være ret lang. Den gik jeg på en halv times tid, og gik så tilbage langs en sti vd siden af den. Det var første gang jeg var alene på hele vores tur, så det var super dejligt at slentre afsted med Josh Groban i øerne og bare være sig selv lidt.

-

Klokken var ikke mere end 10, da vi skulle mødes for at vende næsen hjemad. Busturen tog ca. en 7 timer, vi var hjemme kl. 19.30. Og efter at have spist vores sidste måltid med Dronningen, var tures slut. Vi havde helt klart haft det sjovt, men en del mindre fritid og frirum end vi havde regnet med, men nu var vi jo også få kinesisk ferie.

-

-

Lesson learned: Ludere, øl, sol og kyst. Ude godt, men hjemme bedst.

2-5-07 Way high, eller hvordan det nu udtales :-)

Rutinen fra foregående dag fortsatte: op kl 6 og
et par timer i bud til morgenmad. Vi skulle idag til Weihei (udtales way high) udover det var programmet os ukendt.
-
Vi ankom uskadte til Weihei og fandt ud af at vi skulle på en lille sejltur ud til en ø... Yeah, elsker at sejle!! Turen ud til øen (se første billede) var dog skuffende kort, det tog ca. 20 min. Af de 20 min fik vi dog kun lov til at nyde de 5 eller 10, idet en flok kinesiske turister udså os som oplagte fotomodeller, så vi skulle stille op med dem allesammen én efter én. Kineserne er meget fascineret af udlændinge og elsker at få taget billeder sammen med dem. Sunny har fortalt os at når de så kommer hjem og viser billederne til venner og familie er vi deres udenlandske venner, selvom vi overhovedet ikke vekslede et venskabeligt ord med dem.
-
Velankommet på øen, fik vi en times tid for os selv. Os tøser gik ned til stranden og brugte tiden på at soppe i den iskolde vand, det gjorde helt ondt i tæerne, men det var jo havet, så vi holdt det ud længe nok til at følelsesløsheden slog ind og det blev helt behageligt. På vejen tilbage kom jeg dog til at sparke til en sten, knap så sjovt. Men det var nu dejligt at hilse på det Gule Hav.
-
Tilbage på fastlandet fik vi igen lidt fritid, dejligt! Jeg fulgtes med Mette ned af en lille lokal indkøbsgade hvor vi hyggede os med at kigge på alverdens ting i bitte små butikker. Det enester jeg købte var en taske, jeg vil bruge som skoletaske, når jeg skal tilbage på skolebænken til efteråret. Eller så tullede vi bare rundt og hyggede os, der var en dejlig afslappet atmosfære i byen. Desværre viste det sig, da vi kom tilbage til bussen, at vi ikke skulle sove i Weihei, men videre til en anden by, som ingen af os ved hvad hedder.
-
No-name byen var slet ikke så fed som Weihei! Om aftenen gik Svennum, Jacob, Mette og mig ud for at finde et sted vi kunne få et par drinks og måske danse lidt. Det var lettere sagt en gjort! Drengene havde fra bussen set et skilt hvor der stod Banana Club, så det var vores destination. Det viste sig dog ikke helt at leve op til sit eksotiske navn, indenfor sad en 50-60 kinesere bænket ved bar-borde, med øjnene rettet mod en scene hvor nogle kinesiske tosser lavede diverse sketche. Bl.a. var der et lille skuespil med 3 aktører: en køn pige, en dragqueen og en soldat. Dragqueenen havde meget lange brydster og hver gang hun bevægede sig kørte de fra side til side, og et lyd af koklokker blev afspillet i takt til deres gyngen. I hele taget var hele set-up'er yderst mærkværdigt og helt vildt overspillet, men kineserne kunne godt lide det. Vi gik efter en halv times tid.
-
Vi gik videre for at finde et sted vi kunne hænge lidt, det kunne dog ikke lade sig gøre, så vi tog hjem med uforrettet sag.
-
-
Lesson learned: Fordi en kinesisk by har nogle 100 tusinder indbyggere betyder det ikke at der er gang i dén af den grund.

1-5-07 Qingdao, mere end bare Kinas bedste øl

Som beordret stod vi op kl. 6 (eller 6.30 ihverfald) og mødte i forhallen kl. 6.40, klar til næste etape. Vi blev stuvet ind i bussen pånu og begav os mod Qingdao. Qingdao er, i Kina, meget kendt, hovedsagelig for to ting, byen ligger lige ud til vandet og øllen Tsingtao kommer derfra.

-

Vi ankom dertil ca. var en 12-13 tiden, godt sultne. Som dagen før kunne QB ikke bare acceptere hvilken som helst restaurant, hun havde noget helt specielt i tankerne. Vi kørste længe rundt, blev mere og mere sultne. På et tidspunkt på hun alligevel have fanget at vi var sultne, så hun købte lidt dumplings, som vi så kunne spise til forret. Dumplings er små dejpandekager, som lukkes sammen om noget fyld af en slags, og som så koges. Ganske OK spise, dog variere fyldet meget. Disse var nu helt fine, så vi klarede os til hun fandt den perfekte restaurant.

-

Sjovt nok havde vi kørt rundt i en times tid for at ende ved nogle klapborde med taburetter omkring. Eller dvs. vi skulle, traditionen tro, lige have flyttet nogle spisende mennekser før vi kunne være dér. Maden var nu fin nok, lidt stærk. Der var nogle stegte kartoffelskiver som var helt fantastiske, smagte lidt at Bedstemors brasede kartoffler.

-

Efter maden styrede vi mod havet. Vi parkede nær kystlinien og fik så et par timer til at snuse omkring, rigtig godt. Vi startede med at gå ud til vandet i fælles trop. Og det var da også noget rigtig fint vand, kineserne var ihvertfald helt vilde med det. Der var en rigtig hyggelig stemning med sandslotte og en smule sopning (ikke meget, kineserne er super kuldskære). Efter at havde studeret den så berømte kystlinie gik mig og Kitt et smut ned på et underjordiskt turistmarked. Dér fik vi købt lidt souvenirs til jer derhjemme. Når man tænkte på hvor turistet det var, var det faktisk overraskende billigt.

-

Efter vores to fritimer tog vi skolebussen ud til to pladser, hvor der bl.a. blev spillet musik på en udendørsscene, desværre var der ikke noget den dag vi var der. Men der var rigtig fint med græs og træer og god stemning.

-

Efter vores plads besøg tog vi tilbage til hotellet og fik lidt nudler til aftensmad på en restaurant overfor hotellet. Derefter sad vi en times tid på de to Anders'er værelse og fik et par øl (breezers i mit tilfælde) og et spil Meyer. Derefter tog i byen Sunny smed os i to taxier og foklarede chaufførerne at vi skulle på "barstreet". Vi blev smidt af ved et sted der hed feeling club.

-

Da vi kom indefor var der en kinesisk DJ af en slags der råbte en helt masse og fik store bifald til gengæld. Vi købte en drink, til overpris, og en frugtskål. Da drinksene var drukket og frugten fortærret gik vi på dansegulvet, for at opdage noget ydest mærkværdigt. I midten af gulvet var der en slags trampolin! Et cirkelformet område med fjedre under. Det var super sjovt. Vi tog hjem i tre grupper, Mette. Lagiya og mig tog hjem ved en 2-3 tiden, efter vi havde fået os nogle Koreanske venner :-)

-

-

Lesson learned: Det er tydeligt at den gennemsnitlige kineser ikke er vant til havet.

30-4-07 Golen Week... here we come!

Så begyndte vores uges ferie. Vi startede ud med at troppe op uden for Cathay kl. 8 for at finde ud af at vi skulle på tur i en af skolebusserne. Fint nok, dog var der ikke noget bagagerum og kun ét sæde der ikke skulle bruges. Derfor blev hele midtergangen fuldt op med tasker, så de tre på bagerste række var fuldstændig spæret inde.

-

Med på vores tur skulle vi have Sunny (selvfølgelig), to chauffører, Mrs. Zhao (vores headmasters søster og vores rejseleder) og Mrs. Zhaos mand. Sunny var den eneste af de fem der taler engelsk.

-

Vi lagde ud med en ca. 6 timers tur til byen Qufu, hjemstavn for den kendte kinesiske filisof Confucius, som åbenbart levede (og døde) for meget lang tid siden. Vi fik en ca. 2 timer lang rundvisning i hans hjem, dog gjorde det mig ikke voldsomt meget klogere på hvem han egentlig var, idet vores guide (en engelsk studerende) havde en ret spøjs udtale, der gjorde det noget nær umuligt at få noget meningsfyldt ud af hendes foredrag. Nogle ganeg var det dog også yderst underholdende, som da "court bench" blev til "court bitch" :-)

-

Efter rundvisningen var vores guide blevet så glad for os at hun hoppede med os i bussen til den næste seværdighed: Confusion's (guidens udtale) gravplads. Og jeg må sige at hans gravplads var udtalt mere interessant end hans hjem, idet den lå midt i en super lækker skov. Den var vildt frodig og ganske utæmmet, noget man ikke ser så tit i Kina hvor naturen holdes i stram snor.

-

Efter vores skov-tur var det tid til at spise, hvad der viste sig at være en alvorlig affære, vi kørte rundt i en times tid før vi fandt en restaurant der faldt i Queen Bee´s (Mrs. Zhao) smag. Endelig fandt hun en tolerabel beværtning, dog var der ikke rigtig plads til vores gruppe på 15 (guiden var stadig med). Intet problem! Dronningen fik da bare lige flyttet et lystig spisende par, så tre borde kunne sættes sammen og vi kunne sætte os til bords.

-

Maden var helt fin, og selv hvis den ike havde været var det også nok gået, for kineserne hældte godt med øl på os. I Kina har de en skål der hedder "Gambay" som betyder BUND! Den gjorde Dronningen hæftigt brug af, så da vi forlod etablissementet var vi alle sammen i rigtig godt humør og klar på at skulle i byen. Der blev vi så godt nok skuffede, for det måtte vi ikke!! Vi skulle åbenbart op kl. 6 næste morgen, idet vi skulle køre 4-5 timer for at komme til Qingdao, vores næste destination. QB blev faktisk rigtig sur og insisterende og sagde de senere ofte citerede ord: "Today: NO happy, tomorrow: happy". Og så var den diskussion lukket.

-

Oppe på hotellet, sad vi og drak the inde ved chaufførene, idet Svennum kommer rendende og beder om Sunnys hjælp. To piger var bare gået ind på deres værelse og ville så ikke gå igen. Sunny snakkede lidt med dem og sagde så at de var ludere og de sagde at Svennum havde sagt ja til en 300 yuan´s "behandling". Svennum så ganske perpleks ud, og med lidt hårde ord fik Sunny dem til at smutte. Jacob og Lars blandede sig i samtalen, de havde åbenbart snakket med nogen der havde ringet op på værelset, måske luderne hvem ved, men de havde nu heller ikke lovet dem noget, de havde bare afprøvet deres ordforråd på dem (struds!?). Nu kom QB ind i billedet og leverede dagens anden punch line: "Today: NO telephone, tomorrow: telephone". Så den dag var det altså både forbudt at tage i byen og ringe efter ludere, dagen efter var begge dele dog acceptabelt.

-

-

Lesson learned: Bare fordi man studerer engelsk på et kinesisk universitet er det ikke ensbetydende med at man kan gøre sig selv forståelig på selvsamme sprog.

27-4-07 Så fik børnene grønne tørklæder... ENDELIG

Idag var en længe ventet dag. Vi har i to uger øvet trommespil, dans og march med børnene fordi der skulle være stor ceremoni hvor de skulle have små grønne tørklæder på. Ved egentlig ikke helt hvad tørklæderne repræsenterer, men der har ihvertfald været stort porstyr omkring dem.

-

Formiddagen foreløb rimmelig stille og rolig med foreberedelser til "showet" kl. 14. Da jeg så mødte ind efter middagspausen gik det igang! Alle børnene var klædt ens og med sminke i hele fjæset, selv drengene havde rød læbestift på.

-

Showet startede med indmarch og fællessang. Da alle stod på snorlige rækker begyndte selve ceremonien med at få delt tørklæderne ud. Først fik børnene tørklæderne i hænderne og dansede så en lille dans med dem (lidt svært når det blæser). Dansen sluttede med at de lagde tørklæderne om halsen, hvorefter lærerinderne så gik ned gennem rækkerne og bandt tørklæderne, så børnene kom til at ligne lidt spejdere. Efter den ceremonieller del af showet var det trommebandets tur.

-

Børnene havde øvet sig på trommerne i en god uges tid, hver dag. Der var 80 børn der trommede, det lyder helt vildt. Frk. Dansemus styrede selvfølgelig det hele fra oppe foran, med vanlig hård hånd. Jeg så hele showet bagfra, idet jeg var blevet gjort ansvarlig for en række af trommespillere, dvs. jeg stod for at dele trommestikker ud og samle dem sammen igen bagefter, desuden havde jeg også det vigtige hverv at holde øje med trommerne mens børnene var inde og få tørklæder.

-

Efter trommespillet sang børnene en højtelsket
kinesisk kærlighedssang (ALLE kinesere kan den). Efter den var showet slut, og børnene skulle hjem. Min arbejdsdag var så ikke slut, idet vi lige skulle slæbe 80 trommer op på 6. etage!!

-

-

Lesson learned: Sådan nogle bliktrommer er alligevel halv-tunge.

26-4-07 Hmm, er han headmaster eller gartner!?

Dagen foreløb eventless, endnu en anonym torsdag, TROEDE VI! Det viste sig nemlig at det var Cathays 14 års fødselsdag idag, og det skulle selvfølgelig fejres, og det skulle selvfølgelig gøres med manér. Vi fik at vide om eftermiddagen at der om aftenen ville være et arrangement med noget sang og noget grill i haven. Det skulle vo selvfølgelig opleve, så vi troppede op i gildesalen på 7. etage kl. 18. Det var Sunny der havde sagt at vi skulle kommer dér, selvom showet først startede kl. 18.30, men det kunne vi nu nok godt have droppet, der var en del sæder fri da showet startede. Vi havde allesammen fået udleveret sådan nogle knæklys før showet, og dem smadrede folk nu ned i bordene i stedet for at klappe, lød helt vildt, men det så nu ret godt ud med alle de knæklys i mørket.

-

Det viste sig at det var en kinesisk musical vi skulle se, og vores kære headmaster Zhao skulle selvfølgelig spille hovedrollen som gartneren der forelsker sig i en (vistnok) rig pige. Han gav en rigtig overbevisende forestilling, ville vist ikke have noget imod at være popstjerne i stedet for headmaster, han gik op i det med liv og sjæl. Også de andre medvirkende var passionerede omkring showet, man ville aldrig have gættet at de var børnehavepædagoger og kokke til hverdag.

-

Selvom alle de medvirkende virkelig både sang og dansede godt var det dog en smule kedeligt at overvære. For det første forstod vi jo ikke sangene, for det andet var der lidt for mange tårevædede serenader til at det var sjovt i længden. Showet tog også i sin helhed næsten 2 timer.

-

Vi havde droppet aftensmaden idet vi var blevet lover grill, så vi var ved at være godt sultne da showet (endelig) sluttede. Vi strømmede allesammen ned i kantinen hvor der var ´disket op med stor buffet, fri bar og en lind strøm af grillet mad, der kom ude fra haven af. Princippet var "først til mølle", så når det kom mad ude fra haven skulle man være klar til at kaste sig ind i kampen, for kineserne hamstrede så det var helt sindsygt. Det var ret hårdt at skulle kæmpe sådan om maden, så jeg spiste mig næsten mæt i vandmelon. Efter en times tid i kantinen, hvor vi også havde fået skålet med Mr. Zhao og rost hans optræden, gik jeg op på værelset igen.

-

-

Lesson learned: Kineserne er vist ikke vant til gratis mad.

22-4-07 Så skal der tjenes penge

Idag da jeg kom op på 9. etage efter arbejde, så jeg et opslag på vores improviserede opslagstavle. Det var Anders P. er havde sat det op, idet han havde fået tilbudt at undervise to kinesere i engelsk for 100 yuan i timen, han var dog ikke selv interesseret, så han havde lavet opslaget hvis der var andre der nu var det. Jeg har i et stykke tid overvejet noget lignende, så jeg slog til og ringede til det nummer Anders havde skrevet på.
-
En mand , Mr. Zhang, tog telefonen og jeg fik forklaret at jeg var en af Anders' venner og interesseret i at undervise. Det var hans søn og hans vens datter der manglede en lærer. Han var ret dårlig til engelsk, men jeg forstod da lidt af hvad han sagde. Han ville mødes med mig samme aften og spurgte hvornår jeg kunne, jeg sagde jeg ikke skulle noget. Han stod nedenunder 10 min senere! I telefonen havde han sagt at vi skulle på restaurant, Kitt havde ikke fået aftensmad, så hun tog med mig. Da vi mødte ham hilste vi pænt på ("han lugter af sprit", citat Kitt), og han sagde så "I drink a lot of beer, so no car", han var kommet på en knallert. Vi gik 20-30 meter hen af gaden til hvor restauranten lå.
-
Restauranten var vildt smart indrettet, i indgangen var alle deres retter stillet op med celofan over, så man kunne se hvad man bestillte. Til højre var der en masse akvarier med fisk, ål, hummer og generelt bare alt godt fra havet. Systemet var så at man selv kunne vælge hvilken fisk man ville have. Mig og Kitt fik ordre på at bestille det vi gerne ville have, så det gjorde vi. Vi bestillte dog ingenting fra den levende buffet. Vi blev vist ind i en privat spisestue, hvor vi sad og snakkede og drak te før maden kom. Vi fik at vide at Mr. Z's ven og hans datter snart ville gøre os selskab.
-
De to andre kom og jeg blev præsenteret for Bei Bei (se billedet), som er vennens datter. Hun ville egentlig gerne havde eneundervisning, men idet de kun ville give 50 yuan pr elev pr time, ville jeg helst undervise dem sammen. Mr. Z fik fortalt mig hvordan han gerne vil have at det skal foregå: Jeg underviser dem to timer hver søndag aften, ikke efter en bog men efter princippet "learning by doing". Jeg skal nemlig tage med dem ud og spise, shoppe eller hvad vi ellers kan finde på, og så snakke udfra hvad vi oplever. Den idé var jeg helt med på, tror jeg de lærer mest af, og det er helt klart sjovere for mig end den traditionelle undervisningsmetode.
-
Der gik hurtigt to timer, hvor vi (mig og Kitt, og en lille smule Bei Bei) sad og spiste, mens Mr. Z og hans ven sad og drak øl. Da klokken belv 20 min i 21 sagde vi pænt farvel og jeg sagde "see you next sunday" til Bei Bei. Mr. Z betalte regningen.
-
-
Lesson learned: Kineserne kan være virkelig gavmilde.

20-4-07 Christian & Jeppe giver koncert

Så blev det fredag og vi skulle til Beijing... igen. Denne gang skulle vi se Ufo & Yepha (Christian & Jeppe, red.) spille. Lars er barndomsven med Christian, som havde fortalt ham at de skulle optræde. De skulle på sidst, efter en omgang kinesisk rap. Det var meget mærkeligt at høre kineserne rappe! For det første havde de alle sammen det samme gear på: Hat og solbriller som standard! Ikke meget individualitet dér. Lars har så også fortalt os at Christian har fortalt ham at hip hop er up-and-comming i Kina, så de er allesammen ret nye i branchen.
-
Efter koncerten gik vi backstage og mødte rapperne. De kinesiske af dem var ikke helt så seje i virkeligheden, uden solbrillerne lignede de en bunke nørder. Men de var allesammen rigtig flinke. Vi havde allerede hjemmefra bestemt os for at vi skulle i byen efter koncerten, Enten Ufo eller Yepha foreslog en club der hedder Mix Club, det var vi andre med på.
-
Clubben var åbenbart rimelig populær, for det kostede 50 yuan at komme ind (er normalt gratis i Kina), og man fik slet ikke noget for de 50 (andre steder havde vi fået fri bar for det beløb). Men så var der virkelig også gang i dansegulvet! Folk stod som sild i tønde og der var bare den fedeste stemning, blev helt høj af det, på trods af at jeg var så ædru som overhovedet muligt.
-
U & Y var virkelig gavmilde hele aftenen, så jeg brugte faktisk ikke mere end de 50 det kostede at komme ind. Ej, det vil sige, jeg gav 2 yuan til en toiletdame (hun gav mig sæbe i hånden, tændte vandhanen og gav mig en serviet bagefter !?). U & Y havde en fyr med der hed Martin, han var også gavmild. Han gav det ildtårn I ser på nederste billede. Det virkede sådan at de satte ild til det shot der stod øverst og til et glag gulig sprut. Det gulige blev så hældt ned over tårnet af glas. Virkelig en flot syn! Bagefter hældte de det hele ned i bunden og delte sugerør rundt. Det smagte godt, fuldstændig ligesom Kung Fu is. Men det var nu ikke de 200 yuan værd, som Martin havde givet for det.
-
-
Lesson learned: Kineserne har lidt at lære endnu når det kommer til rap.

18-4-07 De handikappedes helligdag

Idag skulle der være stort arrangement om eftermiddagen. Troede faktisk at mine elever skulle have sådan et grønt graduation tørklæde, men det er så åbenbart først i næste uge. Nej, idag var det handikapdag (det fandt vi så først ud af bagefter).

-

Seremonien startede med en lang tale af Mr. Diaow. Han talte meget kraftfuldt og overbevisende, fik også lige præcenteret det meste af hvad der så ud til at være Cathays bestyrrelse. Gamle grå mænd, og en enkelt grå dame.

-

Efter Mr. Diaows tale kom 8 af lærerne op på scenen. De bar hver en velour-beklædt plade, som alle var forbundet med lyserøde bånd. Det viste sig så at det var indvielsen af dagen, idet 8 repræsentanter, henholdsvis bestyrelsesmedlemmer og handikappede, så klippede båndende over. Efter det gik en kinesisk flødebolle på scenen. Bag ham dansede en 8-10 små kinesere rundt (se øverste billede). De var ret gode.

-

Efter de små røde piger, kom der en tyk fyr på. Han var lidt af et syn i hvid satin pyjamas med røde kantbånd. Ikke så kønt.

-

Efter ham kom de unge damer på næste billede på. De var super gode og dansede vildt godt. De havde desuden også ret godt styr på deres vifter. De var super stylede at se på, med masser af kindrødt og læbestift og en kæmpe simili-fidus i håret.

-

Efter vifte-damerne kom dagens underligste optræden. Dansetruppen var for det første en spøjs blanding: 4 fuldvoksne ballarinaer, 4 tøser i balkjole og kørestol, en albino kineser og tre mere eller mindre hjerneskadede smådrenge. Deres musikvalg var også yderst uortodokst: Jingle Bells i 20 graders varme! Men man må sige at det var et yderst underholdende show, ballarinaer svingede rundt med tøserne i kørestole. Virkelig mærkeligt.

-

Efter at bjælderne var holdt med med at ringe, kom den store finale. Alle mine børn var klædt ud i sorte gamascher, stribet langærmet t-shirt, army vest og masser af sminke. De kom nu gående ind i hjerte formation, med hver sin hjerte-ballon. På scenen stod der en kinesisk dame i galla og sang en kærlighedssang som kineserne er vildt glade for. Mens hun sang gik de små røde piger rundt og delte balloner ud. Da sangen var færdig gav de allesammen slip på deres balloner. Det var ret imponerende at se en 3-400 røde balloner stige til vejrs.

-

Efter showet mødte vi Sunny, som fortalte os at alle de optrædende var handikappede, selv de dansende vifte-damer. De viste sig nemlig at være døve! Fantastisk at man kan levere en så rytmisk og næsten sunkron opvisning, når man ikke engang kan høre musikken.

-

-

Lesson learned: Selv de handikappede kinesere kan danse bedre end jeg kan.

17-4-07 En vinduespudsers liv på kanten

Idag fik vi pudset vinduer. I Danmark er det ikke lige noget at skrive hjem om, men her er det specielt. Vi bor jo på 9. etage, så jeg havde faktisk lidt undret mig over hvordan de mon pudser vinduerne. Idag fandt jeg ud af det. De binder et tov fast oppe på taget og så firer de sig hele vejen ned. De sidder så på en lille gynge og rapeller hele vejen ned. Det er dybt fascinerende! Ville aldrig være gået i Danmark.

-

-

Lesson learned: Der findes vist ikke et kinesisk arbejdstilsyn.

15-4-07 En dag alene

Idag ville jeg ned på Ping San Dao og handle lidt. Havde spurgt Kitt om hun ville med, men hun ville bare have en dovnedag, så jeg tog selv afsted. Tog bussen derned. På vejen så jeg noget lidt foruroligende: en ambulance, med udrykning på, der holdt i kø! Håber ikke det er noget der sker alt for tit.

-

jeg gik rundt i gågaden i et par timer, købte et par småting. Da jeg nåede helt til enden af Ping San Dao drejede jeg til højre hvor der også var gågade. Den sluttede dog hurtigt, men jeg havde ikke lyst til at gå hjemad allerede, så jeg drejede til venstre ned af en lille gyde med små (meget lokaler) butikker. Jeg blev bare ved med at gå og pludselig nåede hvad jeg tror er Tianjin busstation, der var ihvertfal rigtig, rigtig mange busser. Gik videre endnu, indtil jeg kom ud til en kæmpe vej. Den havde ca. 16 baner tror jeg og fodgængerfeltet over den er det længste jeg nogensinde har set. Gik over og så så en rigtig dekorativ bro (se første billede). Dvs. broen var egentlig ganske normal, men i hver side var der en stor hvis bue, hvor der gik en masse stålviwirer nedfra. Jeg fulgte floden som broen gik over til højre og så så et kæmpe stort ur. Selve urskiven var nok en 8-10 meter og rundt om den var stjernetegnene, vel at mærke vores tegn(jomfru, vægt, skytte osv.) ikke de kinesiske (rotte, gris, tiger osv.). Desuden var der en "arm" i den ene side, med en sol i den ene ende og en måne i den anden. Alt i alt virkelig et flot ur.

-

Jeg gik bag om uret og gik ind i en bygning bagved. Det viste sig at være et stofstorcenter á la det jeg har været i et par gange før. Dog tror jeg det var billigere her. Jeg var ikke gået rundt derinde særlig længe før jeg blev inviteret med i en leg. Det var to damer der stod og spillede med den kinesiske version af en haggy sack. Det er lidt ligesom en fjerbold, bortset fra at spidsen er flad. Så står man så og sparker den frem og tilbage. Lidt svært, men meget sjovt. Tror jeg stod og spillede med de to damer (se billedet) i over en halv time. De snakkede til mig på kinesisk og jeg forstod noget af det :-D Virkelig fedt. Før jeg gik, købte jeg en "fjerbold" af dem.

-

Jeg småshoppede lidt mere, før jeg gik tilbage mod Ping San Dao og tog en bus hjem. Havde godt nok også ondt i fødderne til sidst af at gå så meget. Havde også været afsted i hele 5,5 time!

-

-

Lesson learned: Kineserne kan virkelig være imødekommende over for fremmede... hvis de vil.

13-4-07 Hvem er de!?

Dagen forløb uden de store begivendeheder, ganske som normalt. Men da vi så skulle ned til aftensmads var der lige pludselig slet ikke noget der var som det plejede.

-

Det første vi så da vi kom ind i kantinen var en kæmpe stor buffet. Og vent... Var det ikke pommes frites der lå der :-)? Jo det var det. Vi rettede blikket væk fra maden og opdagen pludselig at kantinen ikke var fuld af kinesere som den burde være, men fuld af vesterligt udseende mennesker, unge mennesker! Spurgte én pige der stod oppe ved buffeten hvem de egentlig var. Hun sagde så at de kom fra Waukesha South High School i Wisconsin, USA. De skulle give koncert på skolen om aftenen.

-

Vi satte os ned og spiste (dejlig mad) sammen med amerikanerne og de fortalte at de havde været 10 dage i Kina for at spille og nu var det deres sidste koncert før de skulle hjem dagen efter. De var alle sammen mellem 14 og 18 og meget snaksalige. Det var rigtig rart at snakke lidt rigtig engelsk (hmm, amerikansk) igen. Vi spurgte om vi måtte gå ind og kigge med til koncerten, det sagde de ikke var noget problem, så vi lod som om vi var amerikanere og gik med dem ind og satte os midt i deres gruppe.

-

Koncerten begyndte. I den første del af showet var det et kæmpe symfoniorkester der spillede, det lød rigtig godt. Da de havde spillet lidt kom der et kor ind på scenen bag dem (se øverste billede). De var også rigtig gode, men det var generelt bare nogle lidt kedelige sange de sang. Efter koret skulle der et jazzband på scenen, så forhænget blev trukket for. Mens vi ventede kom to af Cathays elever ind og optrådte. Først en 6-7 årig pige der sang og dansede, hun var vildt sød. Efter hende kom der en 8-9 årig dreng på scenen med sin klarinett. Hold da op han kunne spille! Hende der sad ved siden af mig tabte nærmest kæben ned på brystet og sagde: "I've been playing for 6 years and I can't do half of what he can". Det viste sig at hun skulle spille klarinett i det sidste band på scenen.

-

Jazzbandet kom på. De var rigtig gode og der var virkelig også gang i dem. Da de havde spillet nogle numre og vi havde fået soloer på trompet, trombone, saxofon, bas og keyboard, skulle det almindelige band på scenen. I denne pause kom der en 8 årig gut på scenen med sit trommesæt, han var virkelig også god. Efter ham kom aftenens bedste indslag! Det var et rockband bestående af fire 7-årige, tre drenge og en pige på trommer (se nederste billede). De var virkelig underholdende og alle grinede og klappede som sindsyge. De lignede virkelig også rockstjerner med højt hår, stramme jeans og læderstøvler.

-

Efter koncerten skulle amerikanerne direkte tilbage til deres hotel, kunne ellers have været hyggeligt at vise dem lidt rundt.

-

-

Lesson learned: Vi danskere får ikke særlig meget at vide, havde vi droppet aftensmaden havde vi aldrig vist at der havde været 200 amerikanere på skolen.

7-4-07 Mur-tur... Yeah

Stod op lidt over 5, idet vi skulle køre kl. 6. Var lidt hårdt at skulle op så tidligt, men det gik da. Skulle også pakke om morgenen, idet jeg var for træt aftenen før. Må så skulle vi også lige køre en 3-4 timer, så jeg fik sovet i bussen. Vi var 8 danskere, en 150 børn fra kindergarten med forældre og en en 20 lærere afsted. Vi fyldte 4 busser. Bortset fra en tissepause på vejen kørte vi direkte, og var der ca. kl. 10. Så brugte vi så ca. en halv time på at parkere, finde toiletterne og sparke de sindsyge gadesælgere væk. Klokken blev så altså 10.30, men så troede vi også at vi skulle op på muren. Men det skulle vi ikke endnu!

-

Først skulle børnene nemlig lige synge og lave lidt kung fu. Det var faktisk et helt show de gav. Lærerne havde endda megafoner med så de kunne holde taler for de ca. 300 vi var afsted sammen. Det hele var mildest talt meget mærkeligt, troede vi var kommet for at se muren, ikke for at vise verden hvor sej Cathay er. Nå men, forældrene var ihvertfald vilde med det, se selv på billedet hvor meget der gik papparazzi i den.

-

Efter opvisningen begav vi os mod indgangen. Sikke et menneskemyldrer (det er ikke nødvendigvis en god idé at tage 300 mand afsted sammen). Billede nr. 2 er taget på muren, det er indgangen. Helt sygt.

-

Nå men, endelig var vi så på muren. Vi kunne dog ikke rigtig se den for bare mennesker, der var virkelig rush hour, men det blev nu meget bedre efter vi kom lidt længere fremad. Vi gik i ca. 3/4 time i det vildeste menneskemyldrer, så gad jeg ikke mere og begyndt at gå lige så stille tilbage af. På vejen hørte jeg lidt musik og kiggede på alle de sjove mennesker på muren. Bla. en dame der havde valgt at tage stilletter på!?

-

Tilbage udenfor indgangen gik jeg ind i en gård for at få mig en is. Med den i hånden spadserede jeg så lidt rundt. Pludselig var der nogen der råbte. Jeg vendte mig og kiggede: det var en tyv der blev efterfulgt af en højtråbende politibetjent. Betjenten indhentede så tyven og så fik han ellers næsten revet armen af. Så ret voldsomt ud. Godt man ikke er kriminel.

-

Efter muren kørte vi ind til Beijing, hvor Mette og jeg tog en overnatning på et hostel der kun kostede 30 yuan pr nat, på et 8-mands værelse. Tullede bare sådan rundt lørdag aften og gik på lidt shopping søndag formiddag.

-

-

Lesson learned: Man kan vist ikke anklage en betjent for politivold i Kina.

5-4-07 Ud af sengen igen

Har ligget syg (IGEN) med snotnæse og ondt i halsen. Har nærmest været forkølet siden jeg kom, så det er jeg ved at være ret træt af. Har ligget i sengen mandag-onsdag, men idag kunne jeg ikke klare det mere og tog i skole. Heldigvis underviste Wong for mig, min hals er stadig ikke helt god.
-
Igår blev jeg inviteret på bustur til Muren på lørdag. Det er alle børnene i kindergarten der skal afsted sammen med deres forældre og lærere, og lærerene havde så sagt at os der ikke arbejdede i kindergarten også var velkomne. Det koster 120 yuan, inkl. transport frem og tilbage (3-4 timer hver vej), frokost og billeter. Jeg ville selvfølgelig gerne med. Mette og jeg bestemte os så for at vi ville tage en overnatning i Beijing i stedet for at tage med bussen tilbage igen, vi skulle jo ikke arbejde søndag som de andre. Det skal nok blive sjovt.
-
-
Lesson learned: Er vist allergisk overfor Kina, kan ikke slippe af med min forkølelse.

1-4-07 A' hva' for en nar!?

Så sluttede marts, og jeg lagde slet ikke engang mærke til det. Mette og jeg havde bestemt os for dagen før at vi ville rulle fjernsynet ind til mig og så skulle vi have CSI-dag, der er alligevel for lyst i fællesrummet om dagen til at man kan se fjernsyn. Det gik nemt med at få det rullet ind og vi gjorde den endnu hyggeligere ved at trække de ekstra senge under mig og Kitts senge ud, så vi kunne ligge ned og se fjernsyn. Simpelthen genialt. Vi fik vist set et par afsnit, og så faldt vi i søvn til det tredie.

-

Vi lå derfor sødeligt og sov da Anders kom farende ind. Her skal det lige indskydes at vi for en uges tid siden blev informeret om at vores værelser skal bygges om til tre enkeltværelser. Vi skrev dog et brev til Sunny og fik det udskydt til at senere tidspunkt. Nå tilbage til historien, Anders kom løbende ind og sagde at der var møde i fællesrummet, idet headmasteren åbenbart havde læst vores brev og var utilfreds, og at vi derfor skulle flytte ned på 8. etage i morgen for at de kunne ombygge vores værelser. Vi gik med ind i fællesrummet, hvor der var en generel stemning af utilfredshed. Sunny kom så ind af døren og sagde "aprielsnier". Jeg fattede først ingenting, men så gik det op for mig at hun sagde "aprilsnar"! Det viste sig så at dem der havde været på arbejde om formiddagen havde fået hende med på at lave aprilsnar med os. Var virkelig lettet over at det var for sjov, kunne ikke lige overskue at skulle flytte dagen efter.

-

-

Lesson learned: Kineserne har faktisk humor.

31-3-07 Hip hurra...

Så blev det Jacobs fødselsdag. Vi havde i forvejen spurgt til hvad han ønskede sig, men han kunne ikke rigtig finde på noget. Så Lagiya, Mette og mig bestemte os for at ville give ham en morgenmadsbuffet. Mette og jeg tog på frugtmarkedet for at købe ind til det. Det var første gang jeg var der, det er lidt sjovt, fordi det er underjordisk. Men det er nu sikkert mere hygiejnisk end hvis det blev holdt oppe i smoggen.

-

Vi gik helt amok dernede og købte alverdens ting: Ananas, vandmelon, pistacie nødder, toastbrød, kiks, 4-5 slags kager, æbler, jordbær, ærter, cherrytomater, gulerødder, miniagurker, appelsiner, bananer, mango og to slags juice. Det var ret hårdt at slæbe alt det hjem, mine arme blev ca tre cm længere.

-

Tilbage igen skulle det hele skæres ud og anrettes, tog en god portion tid. Men omkring kl. 10 fik vi samlet folk sammen og vi gik ind og sang fødselsdagssang. Han var allerede oppe, og det viste sig senere at han godt viste at vi havde lavet et eller andet arrangement, han var gået ind i fællesrummet for at få noget vand og havde set Lagiya hænge flag op.

-

Vi satte os til bords og gik om bord. Sikke en fest! Tror det er den bedste morgenmad jeg nogensinde har fået, det var virkelig lækkert. Jacob var da også ret glad for sin gave.

-

-

Lesson learned: Frugt er okay billigt herovre, vi gav ca 150 for det hele.

28-3-07 At lære det på den hårde måde

Oplevede noget rigtigt ubehageligt i skolen idag. Jeg var lig blevet færdig med første lektion og læreren kom ind for at overtage klassen. Mens jeg stod og pillede mit undervisningsmateriale ned informerede Wong lige læreren om hvordan de forskellige børn havde opført sig. To af drengene havde stået op de sidste 10 min af timen, viste ikke helt hvorfor. De to drenge blev nu peget ud og læreren beordrede dem at komme op til tavlen. Deroppe skældte hun dem så hæder og ære fra. Hun stod med hovedet hele inde i dere ansigter og havde et ondt ansigtsudtryk. Dette overgreb foran hele klassen blev pludselig for meget for den ene dreng og han brød ud i tårer. Lærinden blev ikke mildere af den grund men forsatte bare sit møgfald. Endlig fik de dog lov til at sætte sig ned, forknytte og skræmte.
-
Synes virkelig det er en syg form for pædagogik. Hvad hjælper det at bryde sådan to drenge helt ned foran hele deres klasse. Meget mere traumatisk kan det næsten ikke blive i mine øjne. Hun kunne ligeså godt have hevet deres bukser ned og givet dem smæk mens alle så det, ville have samme effekt tror jeg.
-
Tilbage på kontoret spurgte jeg så Wong hvad drengene egentlig havde gjort. Det viste sig så at de havde stukket ud efter hinanden med blyanter. Så slemt kan det nu ikke have været, jeg så det overhovedet ikke. Men de gør det ihvertfald helt sikkert aldrig igen.
-
-
Lesson learned: De kinesiske lærere har vist glemt hvordan det var selv at være barn.

INFORMATION

Hej allesammen.
Idet det efterhånden er ved at blive hverdag herovre, og jeg ikke lærer en "lesson" hver dag længere, vil der nu gå længere tid meller indlæggene, men bare rolig, jeg skriver når der sker noget :-)
-
NB (til mor og far): Fordi jeg ikke skriver en gang imellem, betyder det ikke at jeg er død, tvært imod betyder det at jeg har travlt, og det er jo bare godt, ikk?

25-3-2007 Freestyling i Beijing

Lige efter morgenmad tjekkede vi ud og afleverede vores tasker i receptionen. Vi havde bestemt os for, dagen før, at vi ville ind til en frisør der lå lige overfor vandrehjemmet. Mette ville klippes og jeg ville have massage (det kan frisørerne nemlig også). Sikke en oplevelse det blev! Massagen kom åbenbart i en pakkeløsning hvor hårvask var inkluderet. Av for satan siger jeg bare! Hun startede med at trykke en ordentlig klat sæbe ud i toppen af mit knastørre hår, bagefter sprøjtede hun vand ud i hovedbunden og skummede sæben op. Og så gik torturen i gang! Hun kradsede min hovedbund helt op med hendes negle, blev bare ved og ved til jeg til sidst næsten ikke kunne klare mere. Så holdt hun heldigvis op og jeg blev lagt i en liggestol og fik sæben skyllet ud. Så blev det tur til massage. Og sikke en massage det var! Det var for det meste rigtig godt, men når hun arbejdede med nakken og lænden gjorde det super ondt. Men alt i alt en rigtig skæg oplevelse, vi var der faktisk i en time, så man må sige at jeg fik noget for de 30 yuan jeg gav for behandlingen.
-
Efter endt frisørbesøg gik vi en tur i Hu Tongerne og småshoppede lidt. De handlende dér var lidt mere til at holde ud end dem på silkemarket, så det var en dejlig, afslappende tur. Ved en 2-tiden gik Kitt tilbage til vandrehjemmet for at hente sin taske, hun skulle ud og hente en veninde i lufthavnen. Mig og Mette gik videre. Vi bestemte os så for at tage ud til den himmelske fredsplads, så vi prajede en cykeltaxi og aftalte at det skulle koste 30 yuan. Turen gik ind i gennem de mindste Hu Tonger jeg har set i Beijing, vi var hele tiden ved at køre ind i væggene eller andre cyklende. Pludselig stopper vores chauffør så foran en lille skråning og siger det ligger lige oppe af skråningen og til højre. Så skulle vi jo så betale. Jeg gav ham en 100 yuan seddel, det kunne han godt lide. Jeg fik mine byttepenge, men da jeg stod med dem i hånden kunne jeg godt se at der var et eller andet helt galt: han havde givet mig tilbage i jiao i stedet for yuan, dvs. at jeg fik 7 yuan i byttepenge i stedet for 70! Jeg gjorde ham opmærksom på det, han sagde ”New ones!” og smilede stort. Som om jeg falder for den! Jeg lod ham vide at jeg godt vidste at han prøvede at snyde og han tog sedlerne tilbage og gav mig 20 yuan i stedet og sagde ”okay?”, jeg sagde selvfølgelig nej, og han blev så ved med at give mig lidt mere tilbage og sige ”okay?”. Da der til sidst kun manglede 10 yuan havde jeg ikke mere tålmodighed og jeg råbte en masse danske bandeord af ham, det gjorde tricket! Sikke en nar, godt man ikke lige var kommet ind med 4-toget, så var man helt sikkert blevet snydt. Det viste sig så også at vi var blevet snydt, vi var ikke ligefrem tæt på fredspladsen!
-
Efter en mindre gåtur fandt vi dog (vist nok) den berømte plads. Vi blev dog ret enige om at det var lidt skuffende, vi havde troet den var meget større, på den anden side har jeg siden hen fået af vide af Wong at man har bedst udsyn oppe på den røde mur med billedet af Mao. Så det må vi prøve næste gang. Vi gik over mod den røde mur, og gik ind i hvad vi troede var den forbudte by. Vi undrede os dog over at det kun kostede 3 yuan at komme ind, men hva’, Kina er jo billig på mange måder. Vi fandt så ud af senere at det vist bare var en have, men vi hyggede os nu fint nok alligevel. Mette fik også prøvet lidt Tai Chi, hun spurgte to der stod og gjorde det og hun måtte være med, det måtte hun. Det var meget underholdende, og tydeligvis en ret så svær sport at mestre.
-
Vi tog metroen tilbage til vores vandrehjem og tog en taxi derfra og ind til banegården. Da vi ankom til banegården kunne vi ikke rigtig finde ud af hvilken perron vi skulle med fra, men oppe på en tavle kunne jeg se at der ud for vores tognummer stod et 2-tal, så vi satte os op og ventede ved hegnet til perron 2, undrede os dog lidt over at der stod et andet tognummer end vores oppe på skiltet. Nå men jeg gik så ud for at sikre mig at vi nu virkelig var det rigtige sted, og det var godt jeg gjorde det, for det viste sig at vi skulle helt ned i den anden ende, til perron 7, for at nå vores tog. Mens vi stod og ventede der ringede Kitt, hun havde glemt sin taske i en taxi. I den var hendes pas, kamera, tøj og alle de ting hun havde købt i løbet af weekenden. Hun sendte en efterlysning ud over en lokal radiostation, hun lovede en dusør på 500 yuan, men ingen meldte sig, så nu kommer hun til at få en masse bøvl med at få nyt pas og alt muligt. Virkelig ærgerligt.
-
Da vi ankom til Tianjin tog vi en taxi, det viste sig dog at fyren ikke helt viste hvor den adresse vi gav ham var, så det endte med at han tog en ekstra kunde med, som så kunne tolke for ham. Interessant løsning, men vi kom da hjem i godt behold, dog kostede det 5 yuan mere end normalt fordi han kørte så tøvende.
-
-
Lesson learned: Taxichaufførerne er ikke altid lige rare, slet ikke i Beijing, der er de dovne og uhøflige.

24-3-2007 Sightseeing og shopping

Vågnede kl. 8 ved at dem der var gået tidligt i seng puslede rundt, kunne måske godt have sovet bare lidt længere, men omstændighederne taget i betragtning var jeg egentlig ret frisk. Vi købte morgenmadsbuffet til morgenmad, det var super lækkert: toastbrød, røræg, småkager, nutella, forårsruller, minipizzaer, 4-5 slags frisk juice og en rigtig lækker frugtbar. Efter et solidt måltid ville vi tage ud og se Mao i hans kiste, de andre skulle bare lige bestille billetter til om aftenen. Det tog dog sygt lang tid, så Mao må vente til en anden dag med at se os.
-
I stedet spadserede vi ned af den gade vi boede på. Det er en Hu Tong gade, dvs. en meget smal gade med bitte små (tit lidt faldefærdige) traditionelle kinesiske huse. Det var super hyggeligt om end der lugtede lidt harsk nogle steder. Da vi kom til enden bestemte vi os for at tage ud til noget der hedder Tempel of Heaven, som lå i nærheden. Lars, Anders, Anders og Camilla tog en taxi. Mette, Kitt, Lagiya og mig tog to cykeltaxier (efter lidt prutten om prisen). Det var en super hyggelig tur og det tog vist ikke engang så meget længere for os end for dem i den rigtig taxi, vores ”chauffør” kørte på den forkerte cykelsti (altså imod kørselsretningen) for at slippe for at krydse en 12-14 sporet vej.
-
Da alle var nået frem gik vi gennem indgangen, det kostede 30 yuan at få en billet. Tempel of Heaven er (tror jeg nok) et sted hvor man i gamle dage har tilbedt himlen. Må indrømme at jeg ikke læste særligt mange af de skilte der stod rundt omkring, der var simpelthen for meget at se på. Spredt ud over området var der en masse små templer og park anlæg. Vejret var fantastisk (16-18 grader), så vi nød rigtig solen og selvfølgelig også den fantastiske gammel-kinesiske arkitektur der var en masse eksempler på. Vi fik en 2-3 timer til at gå derinde før vi blev træt af at vandre rundt. Vi bestemte os så for at tage på silkemarket, som eftersigende skulle være et indendørsmarked i en 5-6 etager.
-
Problemet var så bare at finde det! Alle de taxichauffører vi viste vores kort, hvor der stod det kinesiske navn på markedet, så ikke ud til at kende det. Endelig var der en sød kinesisk mand der kom os til hjælp, han kunne en smule engelsk, så han forklarede en taxichauffør instrukser for os. Vi fik en god lang tur og blev sat af i et kvarter med en masse kæmpe store bygninger. Vi fandt så ud af at vi stadig var et godt stykke fra markedet, men vi fandt det da. Efter at have fået en sandwich udenfor (12 yuan) gik vi indenfor. Sikke en gedemarked! De handlende hev os i armene og skreg ting som ”Lady lady, see my scarfs!”, ”Lady lady, need new shoes?”. Det var virkelig øredøvende og lidt skræmmende. Jeg fik fundet et par sko jeg godt kunne lide, og så begyndte det rene cirkus! Hun lagde ud med at sige 900 yuan, og det var vel at mærke for at par kopi-sko! Jeg havde fået at vide i forvejen at de altid siger en syg pris først og at man så skal ned i en brøkdel af det de starter på. Hvad der ikke var nogen der havde sagt var hvor beskidte tricks de bruger. Når du kommer med en bud siger de ”I loose money, you joke, too cheap, I paid a lot more, you can afford more”! De bruger alle sammen de samme sætninger og de skriger dem ind i hovedet på dig, det er virkelig ubehageligt. Nå men jeg synes efterhånden at hende damen var blevet lidt for syg at høre på, så jeg sagde 70 eller ingenting, det ville hun slet ikke høre tale om, så jeg gik min vej. Var kun nået et par meter før hun kom løbende efter mig med et lavere bud, dog stadig ikke 70, så jeg gik videre. Efter endnu et par meter havde vi en aftale. Og sådan var det generelt, det eneste de forstod var når man gik sin vej. Det gik nu bedre og bedre eftersom man fik øvet sig lidt, men efter nogle timer var vi helt smadrede og fortrak til 5. etage, hvor vi fik lidt at spise. Det var også virkelig tiltrængt!
-
Da vi kom tilbage til hostellet var klokken faktisk blevet hen ad halv 9. Planen var så at vi skulle have en lille lur og så ned på Barstreet. Det blev dog ikke til noget, da vores vækkeur ringede blev vi super hurtigt enige om at vi vist bare skulle sove resten af aftenen, så det gjorde vi. Jeg vågnede så kl. 7 og skulle virkelig tisse, kunne dog hverken finde mine sko eller briller, så jeg vaklede ned på toilet, med armene famlende frem i luften og bare tæer. Det var lidt ulækkert at gå på toilettet når man ikke kunne se om man trådte i noget, og hvis man gjorde ville der ikke have været en sål til at tage skidtet.
-
-
Lesson learned: Kineserne er benhårde forhandlere.

23-3-2007 De snakker engelsk :-D

Kitt var taget til Beijing da jeg vågnede, hende, Anders, Anders, Camilla og Lagiya skulle ikke arbejde, så de tog tidligt af sted. Jeg ville tage af sted sammen med Mette når hun havde fri, så jeg sov længe, det var super lækkert. Men så fik jeg også lige pludselig travlt! Sunny ringede da jeg havde været oppe i ca. en halv time, jeg tussede stadig rundt i nattøj. Hun lød til at have stress og gav mig en masse ordre. ”Gå ind på Anders’ og Camillas værelse og find deres pas” og ”åbn døren, der kommer en dame med nøglerne”. Jeg strøg ud og sengen, kom i tøjet og fik døren åbnet. Damen kom lige idet Kitt hun ringede, det viste sig at de skulle bruge passene for at tjekke ind på vandrehjemmet, så jeg skulle finde dem alle sammen. Det var meget mærkeligt sådan at rode rundt i de andres ting, men jeg fik da fundet dem alle sammen.
-
Om eftermiddagen tog jeg i Home World for at købe rygsække til mig og Mette til når vi skulle til Beijing. Jeg fandt nogle rigtig fine nogle til 60 yuan stykket, med hoftespænde og alt muligt. Men jeg var i Home World tog Mette på banegården og købte billetter til om aftenen, hun nåede kun lige nøjagtig tilbage til sin sidste time, så jeg pakkede hendes rygsæk også.
-
Nå men vi kom af sted til banegården med taxi, lidt sent, men vi nåede det da til tiden. Da vi kom ind på banegården var der SORT af mennesker, og de vendte sig alle sammen og kiggede efter os. Lidt surrealistisk. Vi skulle med tog T155, og oppe på en tavle kunne vi se at vi så skulle ned på perron 1, så vi gik hen til 1-tallet. Der blev vi stoppet af et metalhegn og fandt ud af at man i Kina skal stå i kø for at komme ned på perronen.
-
Nå men vi kom ind i toget, vi havde bestilt hard seat, det kostede 10 yuan mindre og vi tænkte at så ville de være ligesom at være lokal. Det viste sig nu at være næsten ligesom at køre i et dansk tog, sæderne var bare en smule ubehagelige, men ikke i forhold til hvad vi havde forventet.
-
Vi ankom til Beijing, kun en smule forsinket. Udenfor var der en hel masse mennesker, og de så alle sammen ud til at tænke ”turister!”. Vi gik hen til taxierne, og chaufførerne kunne tale engelsk! Det er mere end man kan forvente i Tianjin, så det var rigtig rart. Hvad der ikke var så rart var at de alle sammen ville snyde os, så vi endte med at tage metroen, det gik helt fint. Vi kunne dog ikke finde vej fra stationen og til vandrehjemmet, så vi tog en cykeltaxi. Det var rigtig, rigtig sjovt, vi fik da også taget både billeder og film på turen.
-
Vi ankom til vandrehjemmet i fin stil, vi så allerede de andre før taxien stoppede, de sad inde på en cafe. Vi tjekkede ind, og gik ned på vores værelse. Det var virkelig fint, meget bedre end man kunne forvente. Senere spiste vi i vandrehjemmets restaurant(det er der billed 2 er fra), det var ikke ligefrem den største succes! Jeg bestilte en Hawaii pizza, tænkte det ville være et sikkert valg. Kitt fik, som den eneste, sin mad efter kun 15 min, så gik der endnu 15, så fik Lagiya sin. Os der skulle have pizza fik vores efter en hel time! Var lidt træls når man havde været undervejs i nogle timer og var super sulten. Desuden viste pizzaen sig så også at være rigtig skuffende, dejen var sådan lidt bolle-agtig; meget sød og vist penslet med æg. Desuden var der næsten en hel ananas under osten, så bunden var plaskvåd. Spiste ikke engang halvdelen.
-
Efter maden faldt vi i snak med nogle hollændere der sad bag os. Det viste sig senere at de var fra Indre Mission og at de var i Kina for at forberede at 150 fra den indremissionske ungdom i Holland skulle komme til OL næste år. De var nogle rigtige flinke fyre, på ingen måde frelste (de fik en del øl), så vi slap helt for forsøg på at omvende os. Én af dem fortalte mig hvilke foranstaltninger der ville blive sat i værks i Beijing før OL, det var helt vildt! Det er blevet forbudt at spytte på gaden i Kina fordi de vil have folk vænnet af med det før de får hele verdens øjne på sig til næste år. Desuden fortalte han også at tre måneder før OL bliver alle fabrikker i området lukket for at minimere forureningen. Og i ugerne helt op til legene bliver al offentlig trafik indstillet og gaderne bliver spæret af for private køretøjer. Synes godt nok det er nogle vilde sanktioner! Men det er jo også en stor ting for dem, ville det jo også være hvis vi skulle være værter.
-
Restauranten lukkede, så vi flyttede over på den anden side af vejen, hvor en anden del af vandrehjemmet lå. Det var en form for bar, med Internet og sådan noget. Der faldt vi i snak med en gruppe der bestod af en svensker, en nordmand, en englænder og to rumænere. De var alle sammen super gode til engelske, det var rigtig rat at slippe for kinesisk-engelsk og have en normal samtale. Vi blev der indtil de også lukkede (kl. 4), og så gik vi i seng.
-
-
Lesson learned: OL er en STOR ting for kineserne.

22-3-2007 Lost in Translation

Dagen forløb gnidningsfri, ikke de store udsving. Jeg spurgte om lov i skolen til at få fri i morgen eftermiddag, idet vi har planlagt at tage på en weekendtur til Beijing, det var heldigvis ikke noget problem, jeg fik faktisk hele dagen fri og ønsker om en god tur.
-
Om aftenen så vi Lost in Translation, det var noget af en oplevelse! Plottet i filmen var at to mennesker blev tiltrukket af hinanden, de var begge fanget i Tokyo og fattede ikke en skid af hverken sproget eller kulturen. Filmen havde virkelig mange situationer hvor vi kunne nikke genkendende til scenariet. Så kunne man sidde lidt og grine over det. Det gav filmen en dimension, den nok ikke har får andre, idet vi er i lige nøjagtig den situation de er i i filmen.
-
Har for resten lidt problemer med min blog: Jeg kan ikke selv se den! Ved ikke om jeg er blevet offer for kinesisk internet-cencur, men den kan i hvert fald ikke ses. Ved dog fra pålidelig kilde (Kim) at den virker i Danmark!? Meget underligt, men jeg kan vist stadig se jeres kommentarer inde på den side hvor jeg skrive indlæggene. So please, keep 'em coming.
-
-
Lesson learned: Filmen Lost in Translation skal helt klart ses når man selv er lost.