25-3-2007 Freestyling i Beijing

Lige efter morgenmad tjekkede vi ud og afleverede vores tasker i receptionen. Vi havde bestemt os for, dagen før, at vi ville ind til en frisør der lå lige overfor vandrehjemmet. Mette ville klippes og jeg ville have massage (det kan frisørerne nemlig også). Sikke en oplevelse det blev! Massagen kom åbenbart i en pakkeløsning hvor hårvask var inkluderet. Av for satan siger jeg bare! Hun startede med at trykke en ordentlig klat sæbe ud i toppen af mit knastørre hår, bagefter sprøjtede hun vand ud i hovedbunden og skummede sæben op. Og så gik torturen i gang! Hun kradsede min hovedbund helt op med hendes negle, blev bare ved og ved til jeg til sidst næsten ikke kunne klare mere. Så holdt hun heldigvis op og jeg blev lagt i en liggestol og fik sæben skyllet ud. Så blev det tur til massage. Og sikke en massage det var! Det var for det meste rigtig godt, men når hun arbejdede med nakken og lænden gjorde det super ondt. Men alt i alt en rigtig skæg oplevelse, vi var der faktisk i en time, så man må sige at jeg fik noget for de 30 yuan jeg gav for behandlingen.
-
Efter endt frisørbesøg gik vi en tur i Hu Tongerne og småshoppede lidt. De handlende dér var lidt mere til at holde ud end dem på silkemarket, så det var en dejlig, afslappende tur. Ved en 2-tiden gik Kitt tilbage til vandrehjemmet for at hente sin taske, hun skulle ud og hente en veninde i lufthavnen. Mig og Mette gik videre. Vi bestemte os så for at tage ud til den himmelske fredsplads, så vi prajede en cykeltaxi og aftalte at det skulle koste 30 yuan. Turen gik ind i gennem de mindste Hu Tonger jeg har set i Beijing, vi var hele tiden ved at køre ind i væggene eller andre cyklende. Pludselig stopper vores chauffør så foran en lille skråning og siger det ligger lige oppe af skråningen og til højre. Så skulle vi jo så betale. Jeg gav ham en 100 yuan seddel, det kunne han godt lide. Jeg fik mine byttepenge, men da jeg stod med dem i hånden kunne jeg godt se at der var et eller andet helt galt: han havde givet mig tilbage i jiao i stedet for yuan, dvs. at jeg fik 7 yuan i byttepenge i stedet for 70! Jeg gjorde ham opmærksom på det, han sagde ”New ones!” og smilede stort. Som om jeg falder for den! Jeg lod ham vide at jeg godt vidste at han prøvede at snyde og han tog sedlerne tilbage og gav mig 20 yuan i stedet og sagde ”okay?”, jeg sagde selvfølgelig nej, og han blev så ved med at give mig lidt mere tilbage og sige ”okay?”. Da der til sidst kun manglede 10 yuan havde jeg ikke mere tålmodighed og jeg råbte en masse danske bandeord af ham, det gjorde tricket! Sikke en nar, godt man ikke lige var kommet ind med 4-toget, så var man helt sikkert blevet snydt. Det viste sig så også at vi var blevet snydt, vi var ikke ligefrem tæt på fredspladsen!
-
Efter en mindre gåtur fandt vi dog (vist nok) den berømte plads. Vi blev dog ret enige om at det var lidt skuffende, vi havde troet den var meget større, på den anden side har jeg siden hen fået af vide af Wong at man har bedst udsyn oppe på den røde mur med billedet af Mao. Så det må vi prøve næste gang. Vi gik over mod den røde mur, og gik ind i hvad vi troede var den forbudte by. Vi undrede os dog over at det kun kostede 3 yuan at komme ind, men hva’, Kina er jo billig på mange måder. Vi fandt så ud af senere at det vist bare var en have, men vi hyggede os nu fint nok alligevel. Mette fik også prøvet lidt Tai Chi, hun spurgte to der stod og gjorde det og hun måtte være med, det måtte hun. Det var meget underholdende, og tydeligvis en ret så svær sport at mestre.
-
Vi tog metroen tilbage til vores vandrehjem og tog en taxi derfra og ind til banegården. Da vi ankom til banegården kunne vi ikke rigtig finde ud af hvilken perron vi skulle med fra, men oppe på en tavle kunne jeg se at der ud for vores tognummer stod et 2-tal, så vi satte os op og ventede ved hegnet til perron 2, undrede os dog lidt over at der stod et andet tognummer end vores oppe på skiltet. Nå men jeg gik så ud for at sikre mig at vi nu virkelig var det rigtige sted, og det var godt jeg gjorde det, for det viste sig at vi skulle helt ned i den anden ende, til perron 7, for at nå vores tog. Mens vi stod og ventede der ringede Kitt, hun havde glemt sin taske i en taxi. I den var hendes pas, kamera, tøj og alle de ting hun havde købt i løbet af weekenden. Hun sendte en efterlysning ud over en lokal radiostation, hun lovede en dusør på 500 yuan, men ingen meldte sig, så nu kommer hun til at få en masse bøvl med at få nyt pas og alt muligt. Virkelig ærgerligt.
-
Da vi ankom til Tianjin tog vi en taxi, det viste sig dog at fyren ikke helt viste hvor den adresse vi gav ham var, så det endte med at han tog en ekstra kunde med, som så kunne tolke for ham. Interessant løsning, men vi kom da hjem i godt behold, dog kostede det 5 yuan mere end normalt fordi han kørte så tøvende.
-
-
Lesson learned: Taxichaufførerne er ikke altid lige rare, slet ikke i Beijing, der er de dovne og uhøflige.