12-5-07 Sunny får sin Mr. Bunny

Så var dagen kommet hvor vi skulle se Sunny (og 11 andre) blive gift med deres hjertes udkårne. Dagen startede kl. 6.15, hvor mit vækkeur brutalt kaldte mig ud af min søde søvn. Vi har blevet inviteret ud til Sunny før ceremonien, for at se hende gøre sig klar og hilse på hendes familie. Vi ankom i to taxier og en af Sunnys venner viste os op i Sunnys forældres lejlighed. I Kina bor man normalt hjemme indtil man bliver gift, også selvom man er en 26 årig kontaktperson for 9 skøre danskere.

-

Vores første glimt af Mr. Bunny er det i ser på første billede: inde i limousinen. Han er vist nogle år ældre end Sunny, og meget business-agtig at se på, men meget flink efter hvad jeg kunne forstå, han snakkede ikke rigtig med os. Efter brudeparret var blevet velanbragt i deres lift, blev vi vist hen til en minibus, de have organiseret til os. Virkelig god service! Bussen tog os ud til stedet hvor selve massebrylluppet skulle foregå.

-

Da vi kom frem blæste det en halv pelikan, så alle ballonerne og resten af pynten dansede lystigt rundt, det så helt vildt ud. Der var rigtig mange mennesker og også et tv-hold. Sunnys mor blev faktisk interviewet, med 5-6 af os danskere stillet op i baggrunden. Vi ventede et stykke tid på de mange brudepar, mens vi hørte på høj kinesisk musik og prøvede at forhindre vores kjoler i at flyve op over hovedet på os. Efter en halv times tid kom parrene skridtende op af den sti vi selv var kommet af, til lyden af den kinesiske udgave af bryllupssangen. De var allesammen rigtig flotte (INGEN i hvid), dog var Sunny nok den der var mest festlig, i hendes smørgule, stropløse kjole med krinoline, blonder og palietter. Sunny og Bunny blev også interviewet af tv-holdet (som det eneste brudepar), og så tog vi minebussen videre til restauranten, hvor den private ceremone skulle foregå.
-

Vi ankom til restauranten, hvor der var fint pyntet op med blomsterranker og en hjerte omringet af en lyserød fjerboa, hvori ordet wedding blinkede. Nu blev vi vist ind i et lille banketrum, hvor det kun var os der sad. Der var der lidt forfriskninger i form af sodavand, øl, slik, nødder og gratis cigaretter (meget kinesisk). Sjovt var det at cigaretterne var af mærket Double happiness :-) Anders sagde nu, efter at havde prøvet dem, at der ikke var mere happiness i dem end så mange andre cigaretter. Efter en halv times tid i karantæne, blev vi hentet ud igen. Sunny havde skiftet kjole og var nu i det helt store skrud. Ved siden af bryllupsarrangementet var et lærred på fod stillet op. På dette kørte brudeparret bryllupsvideo, som er meget populære i Kina. Det er ligesom et diasshow med parret sammen og hver for sig, i alverdens forskellige outfit. Rigtig flotte billeder, men ualmindlig opstillet: Bunny i traditonel kinesisk folkedragt, Sunny der knyger en teddy bamse ind til sig, brudeparret der står på en øde ø og så videre (tjek film på http://picasaweb.google.com/rosanielsen ). Musikken begyndte at spille og parret kom gående ned af en lang trappe. Nu kom noget der mindede lidt om hvordan det foregår i en dansk kirke, de sagde vist begge ja til hinanden. Men så holdt lighederne også op. For nu kom de tos arbejdsgivere på scenen for at holde en lille tale!? I det hele taget blev der holdt mange tale, idet begges forældre jo også lige skulle sige noget.

-

Efter ceremonien var det vores tur på scenen, vi havde lovet Sunny at synge en lille dansk sang for hende. Valget var faldet på Jeg Plukker Fløjlsgræs, pga. den smukke melodi. Vi sang vores sang og kineserne var yderst tilfredse, selvom vi allesammen var lidt nervøse. Efter vores optræden blev vi igen ført ind i et banket rum (dog et nyt), hvor vi skulle have noget at spise.
Vores kære ven Queen Bee gjorde os selvskab. En gang imellem kom Sunny ind og hilste på, og det var i det hele taget virkelig hyggeligt. Vi tog hjem ved en 2-3 tiden om eftermiddagen.

-

-

Lesson learned: No wonder at der er så mange unge kinesiske par i parkerne, når de bor hjemme til de bliver gift.

3-5-07 Hjem før planlagt

Sunny spurgte os tidligere på ugen om vi det var okay hvis vi tog hjem torsdag eftermiddag i stedet for fredag morgen, idet hun egentlig ikke synes at det vi skulle se torsdag eftermiddag var specielt spændende. Vi gik med til det, nok fordi vi var træt af både de tidlige morgenvækninger og Queen Bee som havde bestilt dem.

-

Så denne dag var vores sidste på turen. Vi skulle ud og se et eller andet tempel, som jeg stadig ikke ved hvad var der for, men det var ihvertfald flot og lå ned til vandet. Det var traditionelt kinesisk opbygget med en masse små bygninger hvor man kunne kigge ind. Det nye var dog at disse tempelbygninger var fyldt med nymodernea statuer, i alverdens mårkelig farver. Nogle af dem var faktisk lidt uhyggelige. Rundt om tempelbygningerne var der en dejlig park, som jeg nød at tulle rundt i. Jeg gik ned til vandet og ud på en slags mur, som faktisk viste sig at være ret lang. Den gik jeg på en halv times tid, og gik så tilbage langs en sti vd siden af den. Det var første gang jeg var alene på hele vores tur, så det var super dejligt at slentre afsted med Josh Groban i øerne og bare være sig selv lidt.

-

Klokken var ikke mere end 10, da vi skulle mødes for at vende næsen hjemad. Busturen tog ca. en 7 timer, vi var hjemme kl. 19.30. Og efter at have spist vores sidste måltid med Dronningen, var tures slut. Vi havde helt klart haft det sjovt, men en del mindre fritid og frirum end vi havde regnet med, men nu var vi jo også få kinesisk ferie.

-

-

Lesson learned: Ludere, øl, sol og kyst. Ude godt, men hjemme bedst.

2-5-07 Way high, eller hvordan det nu udtales :-)

Rutinen fra foregående dag fortsatte: op kl 6 og
et par timer i bud til morgenmad. Vi skulle idag til Weihei (udtales way high) udover det var programmet os ukendt.
-
Vi ankom uskadte til Weihei og fandt ud af at vi skulle på en lille sejltur ud til en ø... Yeah, elsker at sejle!! Turen ud til øen (se første billede) var dog skuffende kort, det tog ca. 20 min. Af de 20 min fik vi dog kun lov til at nyde de 5 eller 10, idet en flok kinesiske turister udså os som oplagte fotomodeller, så vi skulle stille op med dem allesammen én efter én. Kineserne er meget fascineret af udlændinge og elsker at få taget billeder sammen med dem. Sunny har fortalt os at når de så kommer hjem og viser billederne til venner og familie er vi deres udenlandske venner, selvom vi overhovedet ikke vekslede et venskabeligt ord med dem.
-
Velankommet på øen, fik vi en times tid for os selv. Os tøser gik ned til stranden og brugte tiden på at soppe i den iskolde vand, det gjorde helt ondt i tæerne, men det var jo havet, så vi holdt det ud længe nok til at følelsesløsheden slog ind og det blev helt behageligt. På vejen tilbage kom jeg dog til at sparke til en sten, knap så sjovt. Men det var nu dejligt at hilse på det Gule Hav.
-
Tilbage på fastlandet fik vi igen lidt fritid, dejligt! Jeg fulgtes med Mette ned af en lille lokal indkøbsgade hvor vi hyggede os med at kigge på alverdens ting i bitte små butikker. Det enester jeg købte var en taske, jeg vil bruge som skoletaske, når jeg skal tilbage på skolebænken til efteråret. Eller så tullede vi bare rundt og hyggede os, der var en dejlig afslappet atmosfære i byen. Desværre viste det sig, da vi kom tilbage til bussen, at vi ikke skulle sove i Weihei, men videre til en anden by, som ingen af os ved hvad hedder.
-
No-name byen var slet ikke så fed som Weihei! Om aftenen gik Svennum, Jacob, Mette og mig ud for at finde et sted vi kunne få et par drinks og måske danse lidt. Det var lettere sagt en gjort! Drengene havde fra bussen set et skilt hvor der stod Banana Club, så det var vores destination. Det viste sig dog ikke helt at leve op til sit eksotiske navn, indenfor sad en 50-60 kinesere bænket ved bar-borde, med øjnene rettet mod en scene hvor nogle kinesiske tosser lavede diverse sketche. Bl.a. var der et lille skuespil med 3 aktører: en køn pige, en dragqueen og en soldat. Dragqueenen havde meget lange brydster og hver gang hun bevægede sig kørte de fra side til side, og et lyd af koklokker blev afspillet i takt til deres gyngen. I hele taget var hele set-up'er yderst mærkværdigt og helt vildt overspillet, men kineserne kunne godt lide det. Vi gik efter en halv times tid.
-
Vi gik videre for at finde et sted vi kunne hænge lidt, det kunne dog ikke lade sig gøre, så vi tog hjem med uforrettet sag.
-
-
Lesson learned: Fordi en kinesisk by har nogle 100 tusinder indbyggere betyder det ikke at der er gang i dén af den grund.

1-5-07 Qingdao, mere end bare Kinas bedste øl

Som beordret stod vi op kl. 6 (eller 6.30 ihverfald) og mødte i forhallen kl. 6.40, klar til næste etape. Vi blev stuvet ind i bussen pånu og begav os mod Qingdao. Qingdao er, i Kina, meget kendt, hovedsagelig for to ting, byen ligger lige ud til vandet og øllen Tsingtao kommer derfra.

-

Vi ankom dertil ca. var en 12-13 tiden, godt sultne. Som dagen før kunne QB ikke bare acceptere hvilken som helst restaurant, hun havde noget helt specielt i tankerne. Vi kørste længe rundt, blev mere og mere sultne. På et tidspunkt på hun alligevel have fanget at vi var sultne, så hun købte lidt dumplings, som vi så kunne spise til forret. Dumplings er små dejpandekager, som lukkes sammen om noget fyld af en slags, og som så koges. Ganske OK spise, dog variere fyldet meget. Disse var nu helt fine, så vi klarede os til hun fandt den perfekte restaurant.

-

Sjovt nok havde vi kørt rundt i en times tid for at ende ved nogle klapborde med taburetter omkring. Eller dvs. vi skulle, traditionen tro, lige have flyttet nogle spisende mennekser før vi kunne være dér. Maden var nu fin nok, lidt stærk. Der var nogle stegte kartoffelskiver som var helt fantastiske, smagte lidt at Bedstemors brasede kartoffler.

-

Efter maden styrede vi mod havet. Vi parkede nær kystlinien og fik så et par timer til at snuse omkring, rigtig godt. Vi startede med at gå ud til vandet i fælles trop. Og det var da også noget rigtig fint vand, kineserne var ihvertfald helt vilde med det. Der var en rigtig hyggelig stemning med sandslotte og en smule sopning (ikke meget, kineserne er super kuldskære). Efter at havde studeret den så berømte kystlinie gik mig og Kitt et smut ned på et underjordiskt turistmarked. Dér fik vi købt lidt souvenirs til jer derhjemme. Når man tænkte på hvor turistet det var, var det faktisk overraskende billigt.

-

Efter vores to fritimer tog vi skolebussen ud til to pladser, hvor der bl.a. blev spillet musik på en udendørsscene, desværre var der ikke noget den dag vi var der. Men der var rigtig fint med græs og træer og god stemning.

-

Efter vores plads besøg tog vi tilbage til hotellet og fik lidt nudler til aftensmad på en restaurant overfor hotellet. Derefter sad vi en times tid på de to Anders'er værelse og fik et par øl (breezers i mit tilfælde) og et spil Meyer. Derefter tog i byen Sunny smed os i to taxier og foklarede chaufførerne at vi skulle på "barstreet". Vi blev smidt af ved et sted der hed feeling club.

-

Da vi kom indefor var der en kinesisk DJ af en slags der råbte en helt masse og fik store bifald til gengæld. Vi købte en drink, til overpris, og en frugtskål. Da drinksene var drukket og frugten fortærret gik vi på dansegulvet, for at opdage noget ydest mærkværdigt. I midten af gulvet var der en slags trampolin! Et cirkelformet område med fjedre under. Det var super sjovt. Vi tog hjem i tre grupper, Mette. Lagiya og mig tog hjem ved en 2-3 tiden, efter vi havde fået os nogle Koreanske venner :-)

-

-

Lesson learned: Det er tydeligt at den gennemsnitlige kineser ikke er vant til havet.

30-4-07 Golen Week... here we come!

Så begyndte vores uges ferie. Vi startede ud med at troppe op uden for Cathay kl. 8 for at finde ud af at vi skulle på tur i en af skolebusserne. Fint nok, dog var der ikke noget bagagerum og kun ét sæde der ikke skulle bruges. Derfor blev hele midtergangen fuldt op med tasker, så de tre på bagerste række var fuldstændig spæret inde.

-

Med på vores tur skulle vi have Sunny (selvfølgelig), to chauffører, Mrs. Zhao (vores headmasters søster og vores rejseleder) og Mrs. Zhaos mand. Sunny var den eneste af de fem der taler engelsk.

-

Vi lagde ud med en ca. 6 timers tur til byen Qufu, hjemstavn for den kendte kinesiske filisof Confucius, som åbenbart levede (og døde) for meget lang tid siden. Vi fik en ca. 2 timer lang rundvisning i hans hjem, dog gjorde det mig ikke voldsomt meget klogere på hvem han egentlig var, idet vores guide (en engelsk studerende) havde en ret spøjs udtale, der gjorde det noget nær umuligt at få noget meningsfyldt ud af hendes foredrag. Nogle ganeg var det dog også yderst underholdende, som da "court bench" blev til "court bitch" :-)

-

Efter rundvisningen var vores guide blevet så glad for os at hun hoppede med os i bussen til den næste seværdighed: Confusion's (guidens udtale) gravplads. Og jeg må sige at hans gravplads var udtalt mere interessant end hans hjem, idet den lå midt i en super lækker skov. Den var vildt frodig og ganske utæmmet, noget man ikke ser så tit i Kina hvor naturen holdes i stram snor.

-

Efter vores skov-tur var det tid til at spise, hvad der viste sig at være en alvorlig affære, vi kørte rundt i en times tid før vi fandt en restaurant der faldt i Queen Bee´s (Mrs. Zhao) smag. Endelig fandt hun en tolerabel beværtning, dog var der ikke rigtig plads til vores gruppe på 15 (guiden var stadig med). Intet problem! Dronningen fik da bare lige flyttet et lystig spisende par, så tre borde kunne sættes sammen og vi kunne sætte os til bords.

-

Maden var helt fin, og selv hvis den ike havde været var det også nok gået, for kineserne hældte godt med øl på os. I Kina har de en skål der hedder "Gambay" som betyder BUND! Den gjorde Dronningen hæftigt brug af, så da vi forlod etablissementet var vi alle sammen i rigtig godt humør og klar på at skulle i byen. Der blev vi så godt nok skuffede, for det måtte vi ikke!! Vi skulle åbenbart op kl. 6 næste morgen, idet vi skulle køre 4-5 timer for at komme til Qingdao, vores næste destination. QB blev faktisk rigtig sur og insisterende og sagde de senere ofte citerede ord: "Today: NO happy, tomorrow: happy". Og så var den diskussion lukket.

-

Oppe på hotellet, sad vi og drak the inde ved chaufførene, idet Svennum kommer rendende og beder om Sunnys hjælp. To piger var bare gået ind på deres værelse og ville så ikke gå igen. Sunny snakkede lidt med dem og sagde så at de var ludere og de sagde at Svennum havde sagt ja til en 300 yuan´s "behandling". Svennum så ganske perpleks ud, og med lidt hårde ord fik Sunny dem til at smutte. Jacob og Lars blandede sig i samtalen, de havde åbenbart snakket med nogen der havde ringet op på værelset, måske luderne hvem ved, men de havde nu heller ikke lovet dem noget, de havde bare afprøvet deres ordforråd på dem (struds!?). Nu kom QB ind i billedet og leverede dagens anden punch line: "Today: NO telephone, tomorrow: telephone". Så den dag var det altså både forbudt at tage i byen og ringe efter ludere, dagen efter var begge dele dog acceptabelt.

-

-

Lesson learned: Bare fordi man studerer engelsk på et kinesisk universitet er det ikke ensbetydende med at man kan gøre sig selv forståelig på selvsamme sprog.

27-4-07 Så fik børnene grønne tørklæder... ENDELIG

Idag var en længe ventet dag. Vi har i to uger øvet trommespil, dans og march med børnene fordi der skulle være stor ceremoni hvor de skulle have små grønne tørklæder på. Ved egentlig ikke helt hvad tørklæderne repræsenterer, men der har ihvertfald været stort porstyr omkring dem.

-

Formiddagen foreløb rimmelig stille og rolig med foreberedelser til "showet" kl. 14. Da jeg så mødte ind efter middagspausen gik det igang! Alle børnene var klædt ens og med sminke i hele fjæset, selv drengene havde rød læbestift på.

-

Showet startede med indmarch og fællessang. Da alle stod på snorlige rækker begyndte selve ceremonien med at få delt tørklæderne ud. Først fik børnene tørklæderne i hænderne og dansede så en lille dans med dem (lidt svært når det blæser). Dansen sluttede med at de lagde tørklæderne om halsen, hvorefter lærerinderne så gik ned gennem rækkerne og bandt tørklæderne, så børnene kom til at ligne lidt spejdere. Efter den ceremonieller del af showet var det trommebandets tur.

-

Børnene havde øvet sig på trommerne i en god uges tid, hver dag. Der var 80 børn der trommede, det lyder helt vildt. Frk. Dansemus styrede selvfølgelig det hele fra oppe foran, med vanlig hård hånd. Jeg så hele showet bagfra, idet jeg var blevet gjort ansvarlig for en række af trommespillere, dvs. jeg stod for at dele trommestikker ud og samle dem sammen igen bagefter, desuden havde jeg også det vigtige hverv at holde øje med trommerne mens børnene var inde og få tørklæder.

-

Efter trommespillet sang børnene en højtelsket
kinesisk kærlighedssang (ALLE kinesere kan den). Efter den var showet slut, og børnene skulle hjem. Min arbejdsdag var så ikke slut, idet vi lige skulle slæbe 80 trommer op på 6. etage!!

-

-

Lesson learned: Sådan nogle bliktrommer er alligevel halv-tunge.

26-4-07 Hmm, er han headmaster eller gartner!?

Dagen foreløb eventless, endnu en anonym torsdag, TROEDE VI! Det viste sig nemlig at det var Cathays 14 års fødselsdag idag, og det skulle selvfølgelig fejres, og det skulle selvfølgelig gøres med manér. Vi fik at vide om eftermiddagen at der om aftenen ville være et arrangement med noget sang og noget grill i haven. Det skulle vo selvfølgelig opleve, så vi troppede op i gildesalen på 7. etage kl. 18. Det var Sunny der havde sagt at vi skulle kommer dér, selvom showet først startede kl. 18.30, men det kunne vi nu nok godt have droppet, der var en del sæder fri da showet startede. Vi havde allesammen fået udleveret sådan nogle knæklys før showet, og dem smadrede folk nu ned i bordene i stedet for at klappe, lød helt vildt, men det så nu ret godt ud med alle de knæklys i mørket.

-

Det viste sig at det var en kinesisk musical vi skulle se, og vores kære headmaster Zhao skulle selvfølgelig spille hovedrollen som gartneren der forelsker sig i en (vistnok) rig pige. Han gav en rigtig overbevisende forestilling, ville vist ikke have noget imod at være popstjerne i stedet for headmaster, han gik op i det med liv og sjæl. Også de andre medvirkende var passionerede omkring showet, man ville aldrig have gættet at de var børnehavepædagoger og kokke til hverdag.

-

Selvom alle de medvirkende virkelig både sang og dansede godt var det dog en smule kedeligt at overvære. For det første forstod vi jo ikke sangene, for det andet var der lidt for mange tårevædede serenader til at det var sjovt i længden. Showet tog også i sin helhed næsten 2 timer.

-

Vi havde droppet aftensmaden idet vi var blevet lover grill, så vi var ved at være godt sultne da showet (endelig) sluttede. Vi strømmede allesammen ned i kantinen hvor der var ´disket op med stor buffet, fri bar og en lind strøm af grillet mad, der kom ude fra haven af. Princippet var "først til mølle", så når det kom mad ude fra haven skulle man være klar til at kaste sig ind i kampen, for kineserne hamstrede så det var helt sindsygt. Det var ret hårdt at skulle kæmpe sådan om maden, så jeg spiste mig næsten mæt i vandmelon. Efter en times tid i kantinen, hvor vi også havde fået skålet med Mr. Zhao og rost hans optræden, gik jeg op på værelset igen.

-

-

Lesson learned: Kineserne er vist ikke vant til gratis mad.